Skip to content

Selma Teilmann

Selma Teilmann
Foto: Ettore Causa

Talentprismodtager 2026
Selma Teilmann
Violin

Selma Teilmann

Selma Teilmann (født 2006) begyndte at spille violin som femårig – et helt naturligt skridt som barn af to musikalske forældre – og det blev hurtigt tydeligt, at hun besad et særligt talent for instrumentet.

Hendes naturlige og temperamentsfulde musikalitet kombineret med en fandenivoldsk tilgang til tekniske udfordringer vakte hurtigt omverdenens opmærksomhed og allerede i en meget ung alder modtog hun sine første konkurrencepriser, herunder 1. pris ved Jacob Gade Violinkonkurrence (2022) 1. pris ved Öresund Solist (2021) samt Copenhagen Summer Festival Talentpris (2021).

I 2025 begyndte Selma sine studier ved den prestigefyldte Haute École de Musique de Lausanne i Schweiz hos professor Svetlana Makarova, samtidig med at hun håndterede en hastigt voksende violinkarriere.

Dette har blandt andet inkluderet hendes debut med Tivoli Copenhagen Phil, hvor hun opførte Ravels Tzigane i Masterpieces-serien i Tivolis Koncertsal (2023), optrædener ved Tivolis Stjernestunder Festival (2024), hendes debut med Danmarks Radioorkester (2025), debut med Odense Symfoniorkester og Copenhagen Phil (2025), debut i Sverige med Jönköbing Sinfonietta (2026), samt gentagen deltagelse i Odsherred Kammermusikfestival, foruden talrige andre kammermusikfestivaler, masterclasses og koncerter både i Danmark og i udlandet.

Kammermusik har spillet en central rolle i hendes repertoire fra en meget ung alder. Især som medlem af Jacob Gade Talentprogram har hun opnået uvurderlig erfaring og optrådt sammen med musikere som Nikolaj Znaider (violin), Marianna Shirinyan (klaver), Andreas Brantelid (cello), Torleif Thedéen (cello), Ettore Causa (bratsch) og mange andre.

I november 2025 optrådte Selma som solist med Copenhagen Phil i Bruchs violinkoncert. Denne koncert markerede begyndelsen på et Young Artist Residency, hvor hun vil optræde med orkestret over en to-årig periode både som solist og i kammermusikkonstellationer.

Jeg er enormt beæret over at modtage Carl Nielsen og Anne Marie Carl Nielsen legatet. Det betyder rigtig meget for mig, både som anerkendelse og som stor inspiration til at fortsætte arbejdet med violinen og musikken. Legatet giver mig også mulighed og større frihed ift at studere i udlandet hvor jeg kan fordybe mig.

Back To Top