skip to Main Content

Tove Storch

Foto: Birgit Tengberg

Hædersprismodtager 2021
Tove Storch
Billedhugger

Links

Storchs værker begynder som en grundlæggende undersøgelse af materialernes stumme formåen. Deres overflader, bæreevne og stille interaktion med omverdenen.

Af Anna Weile Kjær.

En okkerfarvet betonblok hænger ned i en runding mod gulvet, som en tung bug. Hjørnerne holdes oppe af lodrette, firkantede metalstolper. Betonbugen presser ned mod en metalplade i spænd, som tynget af betonens vægt danner den nedadstræbende bue.

Skulpturen, der beskrives her, indgår i en serie af skulpturer uden titel fra 2021.

Storchs skulpturer er næsten alle uden titel, hvilket giver os et problem, når de beskrives på skrift som her, men samtidig præsenterer de os for en hel grundlæggende præmis for Storchs skulpturer: de skal sanses.

Først og fremmest kræver en læsning af Storchs skulpturer en læsning af det konkrete, fysiske objekt.

I dette tilfælde er det de firbenede objekter, der består af en betonafstøbning og den metalstruktur, den er støbt i. Støbeformene er integrerede dele af skulpturerne. De har givet afstøbningen form og udgør lemmerne i de færdige skulpturkroppe.

Når blikket vandrer over skulpturens sammensatte, konstruktive elementer, bliver det klart, at de består af kædereaktioner af bæreevner.

Der er altid noget, som holder noget andet. I skulpturundersøgelserne blotlægges materialernes konstruktive kræfter. Samlinger accentueres af tydelige bolte, ben gøres så spinkle, som det er fysisk muligt, tyngde kan aflæses i form.

Det bliver muligt for beskueren at tænke med i skulpturens tilblivelse. Kigger man for længe på Storchs skulpturer, bliver man hyperbevidst om kræfterne i alt konstrueret omkring sig: væggenes opadstigende kræfter, tyngdekraftens sammenpressende kraft, flader der presses ud, ting der trækker.

Storch formulerer selv, at hun ”ikke arbejder med tilfældigheder, men med konsekvens.”[1] Hendes skulpturelle proces er en kontinuerlig afprøvning af forskellige materialers indvirkning på hinanden.

Det hele starter med tvivlen, en undren over hvad der kommer til at ske, når der hældes mere eller mindre beton på en udspændt metalplade, når stolper gøres længere, eller flader ændrer proportioner.

Hvilken effekt det har på skulpturens samlede form, og hvilken ændret indvirkning det har i sidste ende på den krop, som møder den. Storch ekspanderer øjeblikket af tvivl til et fastfrossent øjeblik, hvor alt står i spænd.

I denne proces føder den ene skulptur den næste, i en kontinuerlig undersøgelse af materialer og sprogets ydre grænser. Det bliver til mange skulpturer i lignende materialer med forskydninger i størrelser, farver og proportioner, der testamenterer om den vedblivende undersøgelse.

Hvert værk er en helhed i sig selv, der kan læses alene, men de er også altid del af en længerevarende undersøgelse, som bliver til parallelle serier, der løber som tråde gennem hendes praksis.

Det ser vi i serien af firbenede betonbuge eller i serien Untitled (Blue/blue) fra 2011,[2] der består af firkantede metalrammer med udspændt, transparent, blåt silkestof. Når det samme princip udfoldes i forskelligartede variationer, bliver skalering og proportionering altafgørende.

Skulpturerne ligger i forlængelse af en minimalistisk skulpturtradition, hvor kroppens interaktion med værkets fysiske nærvær er central.

Det er karakteristisk for Storchs skulpturer, at deres størrelser er tæt på en menneskekrops eller et stort dyrs. Eller at de, som de firkantede rum i Blue/blue-serien, kan rumme en krop.

Vi behøver ikke engang at røre skulpturerne for mentalt at placere kroppen i forhold til dem.

Helt automatisk måler kroppen sig med de rumligheder, metalrammerne og silkefladerne skaber. Og ganske som når den franske, fænomenologiske filosof Maurice Merleau-Ponty beskriver, hvordan Cézannes malerier lader os erfare et følende blik,[3] er det ikke nødvendigt at lade hånden løbe over silkestoffet for at forstå, hvordan det føles.

Når blikket løber over stoffets varme, vævede overflade og metallets kolde, glatte, ved vi det allerede i kraft af kroppens lagrede taktile erfaring.

I serien Untitled (Archive of drawings made between 1983-2000) ligner det, at de simple metalrammer fra Blue/blue er vokset til store lagdelte reollignende konstruktioner. På de mange horisontale flader ligger store mængder af tegninger, der som titlen hentyder til, stammer fra vidt forskellige tidspunkter.

Hvad det er muligt at skimte af tegningernes motiver, er betinget af, hvor de er placeret på de brede flader i forhold til de snævre sprækker mellem hylderne og vores individuelle, kropsbetingede synsvinkler.

Synet sløres yderligere af udspændt, transparent stof, der som silkestykkerne i Blue/blue-serien løber langs skulpturens ydre rektangulære form. Den store mængde af tæt stakkede lag af tegninger bliver til en skulpturel undersøgelse af, hvordan store mængder af informationer bliver til noget fysisk, til noget rumligt.

Når motiverne ikke er synlige, opfører tegningerne sig på samme måde som lukkede bøger. Hver især indeholder de utallige parallelle universer, men når det ikke er muligt at åbne dem og læse, hvad der står i dem – eller i tegningernes tilfælde muligt at se deres motiv – udgør de også blot en helt konkret fysikalitet, næsten som byggeklodser.

De er også bare flader af papir og farve. Når tegningernes motiv hemmeligholdes, men stadig kan anes, fastholdes de dirrende mellem typer af rumligheder på samme tid: motivets rumlighed og papiret som fysisk objekt.

I et følgende værk, Untitled, 2020, er det næsten, som om tegningernes abstrakte billedrum er blevet omsat til fysisk form. På en lignende reol-grid-struktur, er tegningerne skiftet ud med flydende beton, som er hældt på hylderne. Deres vægt tynger de bærende plader, der som konsekvens buer nedad.

De konkrete ophobninger af information, som de mange tegninger også er, er her blevet oversat til en fysisk tyngde. Tegningernes farver er blevet til farver i betonen, som nuancerer lag for lag. Geometri og farveholdning i Storchs skulpturer kan både læses konkret og minimalistisk, og samtidig også associativt symbolsk.

De er ikke kun de skulpturelle principper, der skaber dem, de er også de nye billeder, der bliver til i processen. I udstillingen Øjet i Huset for Kunst og Design i Holstebro blev et rundt vindue i udstillingslokalets loft til en sol eller et altseende øje.

Idéen om øjet omsættes til ovale øjenforme i de udstillede skulpturer, Untitled, 2020, efter samme princip som de først beskrevne firbenede bugskulpturer. I disse første udgaver er betonafstøbningerne gule som spejlede, nedgående sole, hvilket kun forstærker billedet af ovenlysvinduet som en sol. I følgende udviklinger af samme skulpturelle princip i andre kontekster ændrer betonen både farve og form.

Farverne begynder at blive rødlige. Betonen går fra at være en halv oval til en dybere bue. Den begynder nu at ligne en bug. I videreudviklinger bliver betonen tungere og tungere, og buen bliver dybere og dybere. Samtidig bevæger farvene over imod en lilla nuance. Til sidst ligner den støbte betonklods en hængende lilla tunge.

Udviklingen fra skulptur til skulptur, fra serie til serie, tydeliggør, hvordan den ene skulpturelle undersøgelse hos Storch føder den næste. Blue/blue-skulpturerne danner den indledende skulpturelle logik for Archive of drawings made between 1983-2000-serien, som igen danner afsættet for grid-strukturen med horisontale betontyngede metalplader i lag, som igen danner afsæt for de enkeltstående firbenede betonbuge.

Værkerne er alle beslægtede, og alle en verden i sig selv.

Storchs værker begynder som en grundlæggende undersøgelse af materialernes stumme formåen. Deres overflader, bæreevne og stille interaktion med omverdenen.

De skubber os i retningen af alt det, som registreres af sanseapparatet uden ord. Som problemet med at benævne dem uden deres titler afslører, er det, som om de opererer i en førsproglig virkelighed. De undslipper sproget. Det poetiske opstår i nærværet med dem.

[1] Ateliersamtale mellem Tove Storch og Anna Weile Kjær d. 10. september 2021.
[2] Herfra refereres der blot til denne serie som Blue/blue.
[3] Maurice Merleau-Ponty, Cézannes tvivl, overs. Uffe Harder (Hellerup: Edition Bløndal, 1994).

Videoportræt

Eksempler på værker

Untitled, 2020. Foto: Malle Madsen

Untitled, 2020. Foto: Malle Madsen

Untitled, 2021. Foto: Malle Madsen

Untitled, 2020. Foto: Jonas Søgaard. Søgaardfilm

Untitled (blue/blue #1-5), 2011. Foto: Anders Sune Berg

Untitled (blue/blue #1-5), 2011. Foto: Anders Sune Berg

Untitled (Archive of drawings made between 1983-2000), 2018

Untitled (Archive of drawings made between 1983-2000), 2018

Back To Top