skip to Main Content

Johan David Reuter

Foto: Dario Acosta

Hædersprismodtager 2020
Johan David Reuter
Basbaryton

Med sin stærke udstråling og skønne stemme er Johan Reuter en født scenekunstner, som samtidig formår at fremstille sine karakterer med medfølelse og forståelse, så vores syn på vores medmenneskers historier bliver rystet og forandret.

Carl Nielsen kunne udtrykke sig i så mange genrer; de store nyskabende symfonier, den intense kammermusik, og ikke mindst i sangen, hvor ord og toner tilsammen skaber sin egen verden.

Basbarytonen Johan Reuter formår at skabe denne verden for os, i de store, nærmest symfoniske roller på teatret og i de små intime portrætter som liederne og sangene er.

Johan Reuter er uddannet på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium og på Operaakademiet i København.

Han er en af de internationalt mest efterspurgte sangere på sit felt og optræder fast på teatre og festivaler som Royal Opera House i London, Metropolitan Opera i New york, Opera de Bastille i Paris, Wiener Staatsoper, Bayerische Staatsoper i München og Salzburger Festspiele.

Han er også en flittig koncertsanger i sale som Concertgebouw i Amsterdam, Philharmonien i Berlin, Royal Albert Hall i London og Musikverein i Wien. Johan Reuter medvirker på utallige CD- og DVD-indspilninger og han har to gange vundet Reumertprisen som årets sanger.

Johan Reuter har været en del af Det Kongelige Teaters solistensemble siden 1996. Han har optrådt i et utal af operaer lige fra Mozart til Wagner og især brilleret i rollerne som de modne, mørke og konfliktramte karakterer.

Johan Reuter stoppede med udgangen af sæson 2018/19 i Det Kongelige Teaters solistensemble. I sæsonen 2019/20 er han tilknyttet som Associate Artist og synger bl.a. hovedrollen i Hans Abrahamsens Snedronningen.

 

Back To Top